Har du og dine venner lyst til en “Oktoberfest” i foråret, så kom til Licher Wiesnfest i Pohlheim nær Frankfurt a.M. i Tyskland.
Denne forårsfest, med over 3000 gæster pr. aften, afholdes hvert år over 10 dage først i Maj-måned, alt afhængigt af kalenderen.
Her kan du opleve en ægte tysk folkefest med frisktappet fadøl fra bryggeriet Licher, populærmusik og dans, samt festlige gæster med “Lederhosen” og “Dirndl” (Det hedder de traditionelle kjoler til kvinder).
Man kan naturligvis ikke helt sammenligne Licher Wiesnfest med Münchens Oktoberfest, som er verdens største øl-festival, men stemningen i Pohlheim lader ikke meget tilbage at ønske, hverken hvad angår underholdningen eller smagen af de store velskænket fadøl, som naturligvis bliver korrekt serveret af professionelle tjenere der er uddannet i Bayern.
Hvert år optræder flere af de store tyske pop-ikoner på scenen, hvilket sikre en fantastisk stemning i festteltet, særligt når de kendte “schläger-hits” bliver spillet. Alt i alt er det her muligt at opleve en ægte tysk “Bier-Festival” til en særdeles attraktiv pris, ikke langt fra Danmark.
Billetter til festteltet koster fra ca. 200 DKK. pr. aften og 1L velskænket fadøl koster ca. 75 DKK. Der findes mange forskellige overnatningsmuligheder i området, hvilke man nemmest kan finde og booke online.
Mere info hos: Licher Wiesnfest Pohlheim.